Hvad er forskellen på en fodterapeut og en fodplejer?

-Ingenting og alting….

Det korte svar er uddannelsesstedet.

Det lange svar er meget langt, og går langt tilbage, -til før 1986.

Der har altid været nogle, der har haft behov for hjælp til pleje af deres fødder.

Engang gik man til lægen eller smeden for at få den fornødne assistance, fordi det var dem der havde passende redskaber og håndelag.

Men selv om ordet “iværksætter” er forholdsvist nyt, er begrebet jo gammelt, så der var selvfølgelig nogle, der så muligheden for en levevej som fodplejer/fodterapeut, -eller fodlæge, som man oftest kaldte det dengang, og dermed var branchen stiftet.

De første havde naturligvis ingen uddannelse, -hvem skulle uddanne dem? -Så det har været “Learning by doing” og langsomt har man udviklet faget, og lært det videre til yngre, når man selv blev for gammel.

En slags mesterlære, som vel var almindelig for alle håndværk engang.

Der blev efterhånden etableret egentlige klinikker.

Oplæringen af nye fodlæger begyndte at tage fast form, hvor man typisk var i lære et år eller to på en eksisterende klinik, før man fik et bevis, og kunne starte sin egen klinik.
Man betalte for sin oplæring, dels med et gebyr, dels med sin arbejdskraft.
Henad vejen opstod også skoler, hvor erfarne fodlæger satte sig for at uddanne elever i faget, og med tiden kom der mere teori på uddannelsen.
Skolerne kørte efter samme model som oplæring på klinik, men med fokus på undervisningen.
Det blev almindeligt med eksamen efter endt oplæring, -normalt overvåget af en læge, -deraf udtrykket “Lægeeksamineret”

Der er i dag stadig skoler i det private regi, der kører efter den gamle model, og der er vist også stadig klinikker, der uddanner nye fodplejere.
Nogle vælger af forskellige grunde at tage uddannelsen på denne måde, i stedet for at søge ind på Den Statsautoriserede Fodterapeutskole.
Det kan for eksempel være fordi man gerne vil specialisere sig i fodbehandling med fokus på wellness og luksuriøse produkter, fordi opbygning og dekoration af negle er interessen, eller fordi man ønsker en kombineret kosmetolog og fodplejer uddannelse.
Disse områder inkluderes ikke i fodterapeutuddannelsen.
Der er private skoler der har en høj faglig standard, men problemet er, at der ikke er, -og aldrig har været, en kontrolleret standard for den private uddannelse.
Markedet er uigennemskueligt, og nogle ender op med en super kvalificerende uddannelse, mens andre trækker nitten, og har spildt deres tid og penge.

Det har altid været et problem at styre uddannelsesniveauet, at holde uddannelsesstederne skarpe, og at give alle behandlere samvittighed og faglighed i deres arbejde.

Så fra 1932 organiserede man sig i foreningen Danske Fodterapeuter, for at højne og ensrette medlemmernes viden og arbejde, og man startede dialog med myndighederne omkring en autorisation.
Man kaldte sig altså allerede på daværende tidspunkt fodterapeuter, hvilket kan skabe lidt begrebsforvirring.

I 1972 startede så Fodterapeutskolen, hvor man efter endt uddannelse er Statsautoriseret Fodterapeut, og kan ansøge om et ydernummer.
Det giver adgang til at modtage lægehenvisninger, yde sygesikringstilskud, og behandle bla. diabetespatienter.
En Statsautoriseret  Fodterapeut kan også tage aftryk til skoindlæg, og samarbejder ofte med bandagister.

Det gav noget rod, fordi man nu stod med en lille gruppe statsautoriserede, men nyuddannede, og en stor gruppe meget erfarne, men uden den nye autorisation.

Der var også opstået andre grupperinger, sammenslutninger og foreninger, hvor man arbejdede på at højne niveauet for behandlernes viden, og at ensrette deres arbejde.
I 1975 blev Sammenslutningen af Danske Fodplejere ( SADF ) stiftet, og den skulle blive den stærkeste af dem.
Det krævede godkendt eksamensbevis eller merit at blive optaget., så ingen dårligt uddannede kunne blive medlem.
Som medlem der, kunne man også samarbejde med lægerne, kommunen, og den private sygeforsikring “danmark”, for der var jo endnu ikke nok uddannede Statsautoriserede Fodterapeuter.

Aftalen var, at der efter 1986 skulle lukkes for optagelse af nye medlemmer til SADF, og at foreningens medlemmer ville blive tilbudt en “opskoling” og eksaminering med efterfølgende autorisation når tiden var klar.
De der så ikke ønskede at tage imod tilbuddet, ville blive frataget deres hidtige aftaler.

Det skabte en del frustration.
Dels mistede man i utide samarbejdet med Sygeforsikringen danmark, fordi konkurrencerådet pålagde danmark at de ikke måtte favorisere medlemmerne i en gruppe, fremfor andre fodplejere.
-Og da titlen “fodplejer” ikke er beskyttet, ville det i praksis sige, at alle ville kunne bede om en kvitteringsblok, og udstede kvitteringer for udført fodbehandling. -Det kunne man selvfølgelig ikke risikere.
-Det er for øvrigt også manglen på denne beskyttelse, der ofte giver forvirring i branchen, -og af og til, skuffede kunder, når kosmetologer eller spamedarbejdere tilbyder fodbehandling i menuen, men reelt udfører en let pedicure-
Dels var mange af foreningens medlemmer efterhånden oppe i årene, og kunne ikke overskue at skulle på skolebænken, men samtidig frygtede de også for deres forretning, hvis de lod være.

I 1991 blev “opskolingen” en realitet, og jeg tror egentlig at de fleste SADF medlemmer meldte pas.

Selv var jeg indstillet på at tage autorisationen, jeg var jo ikke så gammel, og min uddannelse var ny og omfattende, jeg manglede kun lidt viden om skoindlæg.
Men ved fremmøde på Fodterapeutskolen, blev det klart for mig, at jeg ikke måtte arbejde, både som kosmetolog og Statsautoriseret Fodterapeut.
Så jeg tog hjem igen, besluttet på at jeg også fremover “kun” ville være fodplejer.

Jeg tror faktisk, at man i dag gerne må have begge titler, men der har jo nok dengang været et behov for skarpe grænser, for at holde styr på tingene i starten.

I det hele taget har meget ændret sig.
i dag er det at få fodbehandling en luksus mange under sig selv, uanset at de har sunde fødder.

Så konklusionen i det lange svar, må blive med udgangspunkt i min tegning øverst på siden.
Hvis en statsautoriseret fodterapeut står på midten, og bare laver fodbehandling på normale fødder, -herunder hård hud, ligtorne og problematiske negle, uden at række ud efter specialer, og jeg som fodplejer også står på midten uden at lave wellness og nailart, så er forskellen ingenting.
Men hvis fodterapeuten bevæger sig ud af linjen og arbejder efter lægehenvisning, laver indlæg eller sårbehandling, samtidig med at jeg bevæger mig mod spabehandling med massage og efterfølgende lakering af negle, så er forskellen alting.

Mit råd til dig når du skal vælge mellem fodterapeut og fodplejer er:
Definer hvor dit behov ligger på linjen mellem sygdomsbehandling og forkælelse.
-Og vælg så først og fremmest den klinik hvor du føler dig godt tilpas.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *