Brynets Historie

– Fra Dietrich til Delevingne.

Først var de der vel bare…. Men så kom der fokus på dem, og derefter har de ellers gennem tiden dannet helt deres egen mode… Til tider fuldt fremme i feltet, andre gange naturligt afdæmpet, og nu og da, nærmest ikke eksisterende.

Jeg taler selvfølgelig om øjenbryn… Fra naturen, sammen med øjenvipper, nok bare tænkt som et værn mod støv, sved og lignende, for vores sarte, men uundværlige øje.

Sjovt nok har vipperne ikke levet samme omskiftelige tilværelse, dem har vi altid været enige om at erklære klædelige i et kvindeansigt.

Men brynet har været ude og inde… De har været brede, tynde, lyse, mørke, kraftigt optegnede, friserede, barberede og senest også tatoverede.

Brynet har stor betydning for et ansigts karakter og fremtoning. Man kan ændre udseende radikalt ved at lege med form og farver på brynet, og man kan påvirke andres opfattelse af en person, blot ved ændring af brynet. -Eksempelvis brugte mit store idol David Bowie at bortbarbere brynene, da han opfandt sin figur “Ziggy Stardust”  Ziggy var et rumvæsen, og Bowie gav ham et “umenneskeligt” udseende ved hjælp af de manglende øjenbryn i kombination med en kraftig makeup og hårfarve

 

Og forestil dig en lyssky, utiltalende person, -ham vil man fremstille med buskede og / eller sammengroede bryn. En stylists første tiltag på en kommende politiker, ville være at få styr på sådanne bryn 🙂 Ja ja, jeg ved det… Lige nu skal bryn jo være markerede, -der er fotomodeller der netop er blevet kendt for deres kraftige bryn tag f.eks. superflotte Cara Delevingne,

men tro mig… Der er INTET tilfældigt over deres bryns udseende, der er skam tænkt meget over hvilke hår der bliver siddende i brynet, og hvilke der er pillet ud. -Så busket og pjusket på den rigtige måde, -ja…. Men på den forkerte, -nej.

 

Dernæst det nærmest modsatte. Der var en gang hvor kvinder skulle være pryd for øjet, men ikke nødvendigvis -eller måske helst ikke- alt for interessante at tale med. Man anså det for spændende og sexet at de havde en -for manden- ukendt måde at tænke på….. -når og hvis de tænkte 😉  Moden dikterede derfor at kvindeansigtet skulle være “tomt” og “åbent”, hvilket man opnåede ved at fjerne brynene og tegne dem op højere oppe i panden.  Marlene Dietrich er et eksempel på den variation.

Om brynets aktuelle form og bredde påvirkes af tendenser i samfundet, har jeg ikke kunnet se noget mønster i. Men moden generelt påvirkes jo, og vel så også brynmoden.
Jeg har, alene i mine 30 år som “brynpasser” set bølgerne gå op og ned flere gange.  
Da jeg startede i 1986 var det næsten lige blevet in med kraftige bryn. Kraftige, i hvert fald i forhold til den tynde streg, der havde været brugt i 70´erne.

 

Unge modeller som Rene Toft Simonsen med uspolerede bryn var trendsættende, og trenden var et uopnåeligt mål for alle de der havde fulgt moden hidtil, og derfor i årevis havde fjernet det meste af deres bryn.

 

Jeg fik dengang masser af forespørgsler på om der da ikke fandtes noget der kunne få hårene til at gro igen, hvilket jo var utopi dengang. Så kom 90´erne, og brynene blev så småt smallere igen. Derefter kom der “knæk” på brynet, og så har det skiftet lidt, om det skulle smalne udefter, eller fortsætte nærmest lige bredt. Personligt har jeg ikke interesseret mig så meget for de tendenser, da jeg er af den opfattelse, og prøver at overbevise mine kunder om, at brynet skal følge ansigtet, og ikke moden…

Idag er brynene så igen kraftige og markerede, og ja, NU kan man faktisk påføre noget der får dem til at gro 🙂 Vippe og brynserums er idag virkelighed, og de virker ( så længe man bruger dem )

Og skulle man være helt uden egne bryn -enten grundet sygdom, eller fordi man har været for ivrig med voks og pincet for længe, kan man idag få tatoveret ( på afstand ) naturtro bryn. Jeg laver ikke selv behandlingen, men jeg er dybt imponeret over mine kollegers arbejde, det er helt utroligt hvilken gave det er til et ansigt, og hvilken glæde det er for en person der har manglet… For -ET ANSIGT UDEN BRYN ER SOM ET MALERI UDEN RAMME 🙂